A A 
 

Er du eller en pårørende personlighedsforstyrret?
Mød andre med en personlighedsforstyrrelse på sindnet.dk


  • Forstyrrelser
  • Paranoid
  • Skizoid
  • Skizotypal
  • Narcissistisk
  • Dyssocial
  • Histrionisk
  • Emotionelt ustabil
  • Tvangspræget
  • Evasiv
  • Dependent

Hvad er en personlighedsforstyrrelse?
En personlighedsforstyrrelse er en psykiatrisk lidelse, som er kendetegnet ved nogle afvigende personlighedstræk. Dette viser sig ofte i form af urimelige og-/eller uforståelige reaktioner i mange personlige og sociale situationer.

Vores personlighed er opbygget af en række personlighedstræk, som i større eller mindre grad kommer frem, når vi er sammen med andre mennesker. Disse træk er som oftest helt ubevidste for personen selv.

Vi har alle en opfattelse af nærtstående personer, hvilket gør os i stand til nogenlunde at regne ud, hvordan han eller hun vil reagere i en bestemt situation, disse træk er meget stabile. Vi bliver derfor forbløffede og nogle gange forskrækkede, hvis den pågældende person reagerer helt anderledes - end vi havde forventet – eller hvis vi møder nogen, der generelt reagerer meget anderledes end man normalt forventer.

Hvis disse mønstre af måder at opfatte og ræsonnere på afviger væsentligt fra, hvordan gennemsnittet af os i en kultur opfatter, tænker, føler og forholder os til andre på, og opleves som problematiske af omverden og ofte også af personen selv, ligesom adfærden forekommer flere steder samtidig (f.eks. i hjemmet, på jobbet etc.) kan det dreje sig om en personlighedsforstyrrelse.

Sådanne mønstre er stabile og grundlægges i barndommen, de vil komme til udtryk indenfor flere forskellige områder af psykiske og sociale funktioner. En personlighedsforstyrrelse er en forstyrrelse i udviklingen af personligheden. Dette gør, at denne gruppe lidelser ofte kommer til udtryk allerede i ungdomsårene og fortsætter ind i voksenalderen.

Personlighedsforstyrrelser er ofte (men ikke altid), ledsaget af varierende grader af ubehag og svækket evne til at fungere socialt hos personen.
Personlighedsforstyrrede er ofte forpinte, fordi de føler sig misforstået af omverden, og fordi der ikke findes egentlig medicin mod selve forstyrrelsen men kun mod evt. ledsagesymptomer.

Personlighedsforstyrrelserne omfatter en gruppe lidelser, hvor den enkelte personlighedsforstyrrelse er inddelt efter de personlighedstræk, der er mest fremtrædende.

Hvor hyppigt forekommende er personlighedsforstyrrelser?
Man regner med, at ca. 10 % af befolkningen opfylder de krav, som kræves for at stille diagnosen på en eller flere af de specifikke personlighedsforstyrrelser. Man kan også have træk fra en eller flere personlighedsforstyrrelser uden at opfylde kravene til at få diagnosen.

Hvorfor får man personlighedsforstyrrelser?
Hos de fleste mennesker med personlighedsforstyrrelser spiller medfødt temperament, og de opvækstvilkår personen levede under, en stor rolle. Særlig vigtig er kvaliteten af nære relationer de første leveår, og da særligt hvis der har været overgreb, forsømmelse, ustabilitet, grænseløshed og utryghed. F.eks. ses emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse ofte hos mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen – men ikke altid. Arvelige (genetiske) forhold spiller betydeligt ind, og bidrager med omkring 50 % i forhold til udviklingen af en personlighedsforstyrrelse.

Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles på baggrund af gentagne samtaler med læge, information fra mennesker i personens omgivelser og evt. resultater af spørgeskemaer udfyldt af patienten. Det kan tage lang tid, før en person får en sådan diagnose. Ledsagende lidelser som misbrug af alkohol eller stoffer, angst og depression kan i mange tilfælde være det mest synlige på et tidligt tidspunkt.

Hvordan behandles personlighedsforstyrrelser?
Målet med behandlingen af personlighedsforstyrrelser er, at personen skal kunne fungere bedre socialt og opnå bedre tilpasning til sine omgivelser. Man forsøger desuden at mindske akut opståede symptomer, som for eksempel psykose. Mennesker med visse personlighedsforstyrrelser er særligt sårbare for at udvikle en psykose evt. på baggrund af et stofmisbrug. Derudover yder man støtte til at overvinde kriser i forholdet til de nærmeste.

Hovedbehandlingen for de milde personlighedsforstyrrelser er samtalebehandling over lang tid (langtids psykoterapi). Dette foregår hos en specialist. En del vil have brug for tillægsbehandling mod depression og angst med medicin af typen SSRI. Nogen kan have glæde af stemningsstabiliserende eller antipsykotisk medicin, alt efter arten af deres symptomer.

Ved alvorlige personlighedsforstyrrelser kan det sjældent være nødvendigt, at man bliver indlagt og får medicinsk behandling ved kriser, men grundbehandlingen er langvarig psykoterapi evt. i en gruppe. Støttesamtaler hos ens egen læge kan også være nødvendigt.

Hvordan er langtidsudsigterne for personlighedsforstyrrelser?
Personlighedstræk er som udgangspunkt stabile, efter at en person har nået voksen alder. Dette gør, at menneskets personlighedstræk kun i ringe grad vil forandre sig uden behandling, selv om visse træk som for eksempel impulsivitet kan svækkes med alderen. Der kan dog ske en sen-modning af personligheden i en del tilfælde, og magter personen at tage imod hjælp og støttte og har et godt netværk, kan de opnå en god livskvalitet.

Mennesker med personlighedsforstyrrelser har større tendens til at udvikle depression og angst, spiseforstyrrelser og rusmiddelmisbrug. Desuden er der overvægt af kriminalitet og selvmordsforsøg. Hyppigheden af disse komplikationer til lidelsen afhænger af, hvilken personlighedsforstyrrelse personen har, og om vedkommende får behandling eller ej.

Behandlingsresultaterne er varierende. Men prognosen er langt bedre hos de, der får behandling.

Hvordan undgår jeg at forværre en personlighedsforstyrrelse?
Har man nogle af de ovennævnte problemer, er det vigtigt at komme i behandling. Dette gælder især, hvis man har oparbejdet et egentligt misbrug af alkohol eller stoffer. Problemet er, at man kan risikere psykiske og kropslige skadevirkninger, som vil gøre det endnu sværere at komme ud af problemerne

Vil du vide mere?
- Paranoid personlighedsforstyrrelse
- Skizoid personlighedsforstyrrelse
- Skizotypal personlighedsforstyrrelse
- Narcissistisk personlighedsforstyrrelse
- Dyssocial personlighedsforstyrrelse (antisocial)
- Histrionisk personlighedsforstyrrelse (hysterisk)
- Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline)
- Tvangspræget personlighedsforstyrrelse
- Evasiv personlighedsforstyrrelse (undvigende)
- Dependent personlighedsforstyrrelse (afhænig)


Andre lidelser
- Skizofreni
- Bipolar Affektiv Lidelse


Kilder:
- Sune Straszek, overlæge, Afdeling Q, Århus Universitetshospital, Risskov
- John Sahl Andersen, alm. prakt. læge, lektor, ph.d.
- Poul Videbech, prof. led. ovl., dr. med., Psykiatrisk afdeling, Århus Universitetshospital, Risskov
- Sundhed.dk




Paranoid personlighedsforstyrrelse
Mange mener, at dette er en mild form for skizofreni. Tilstanden er karakteriseret ved excentrisk adfærd, upassende følelser, magisk tankegang og tilbagetrækning fra kontakt. Personen tror af og til, at han/hun har ekstraordinære egenskaber, eller at urelaterede hændelser er knyttet til dem på en eller anden vigtig måde (såkaldt magisk tankegang). De er ofte optagede af excentriske aktiviteter og har vanskeligt ved at koncentrere sig over længere tid, og deres tankegang kan være vanskelig at følge for andre.


















Skizoid personlighedsforstyrrelse
Personer med denne personlighedstype er sky, viser tilbagetrækning fra kontakt og viser få følelser. De foretrækker dagdrømme og aktiviteter, de kan udføre alene. De ønsker oprigtigt at være alene og har ikke noget hemmeligt ønske om popularitet. De søger gerne jobs som indebærer ringe social kontakt. Deres sociale færdigheder er ofte svagt udviklede, og de viser ikke behov for opmærksomhed eller accept fra andre. De kan af udenforstående måske opfattes som humørløse og fjerne eneboere eller særlinge.


















Skizotypal personlighedsforstyrrelse
Mange mener, at dette er en mild form for skizofreni. Tilstanden er karakteriseret ved excentrisk adfærd, upassende følelser, magisk tankegang og tilbagetrækning fra kontakt. Personen tror af og til, at han/hun har ekstraordinære egenskaber, eller at urelaterede hændelser er knyttet til dem på en eller anden vigtig måde (såkaldt magisk tankegang). De er ofte optagede af excentriske aktiviteter og har vanskeligt ved at koncentrere sig over længere tid, og deres tankegang kan være vanskelig at følge for andre.


















Narcissistisk personlighedsforstyrrelse
Personer, der lider af narcissistisk personlighedsforstyrrelse er kendetegnet ved en ekstrem grad af selvoptagethed. I lighed med den såkaldt histrioniske personlighedsforstyrrelse (se nedenfor) søger de opmærksomhed og ros. De kan komme til at udnytte andre, kan have storhedsforestillinger, har manglende evne til indlevelse (empati) og nedvurderer ofte andre. De har en tendens til at overdrive egne præstationer og betydning. De forventer, at andre skal anerkende dem som værende en ener. De udvælger deres venner meget omhyggeligt, fordi de mener, at ikke hvem som helst er værdig til deres venskab. De er optagede af at gøre et godt førsteindtryk, men har vanskeligt ved at opretholde langvarige venskaber eller forhold. De er som regel uinteresserede i andres følelser, og kommer derved til at udnytte andre.


















Dyssocial (antisocial) personlighedsforstyrrelse
Denne personlighedsforstyrrelse hed tidligere psykopati. Det er en almindelig misforståelse, at personer med dyssocial personlighedsforstyrrelse har dårlige sociale færdigheder - det modsatte er ofte tilfældet. Det typiske for disse personer er derimod deres problem med mangel på samvittighed. De kan optræde socialt ansvarsløse og normløse, udnyttende, impulsive og hensynsløse. Personer med denne forstyrrelse kan udvise kriminel adfærd. De opfatter deres ofre som svage og mener, at de fortjener at blive snydt. De lyver ofte, og de stjæler eller bedrager. I mange tilfælde er de skødesløse med penge og gør ting uden at tænke over konsekvenserne. De er ofte verbalt og/eller fysisk aggressive, og de er meget mere optagede af egne end andres behov.


















Histrionisk (hysterisk) personlighedsforstyrrelse
Personer med denne lidelse er meget afhængige af andres opmærksomhed. De kan virke dramatiserende, følelsesmæssigt ustabile og viser overfladiske følelser. De søger at være i centrum af opmærksomheden hele tiden, og de kommer ofte til at afbryde ofte andre. De bruger et dramatisk sprog til at beskrive hverdagshændelser, og de søger hele tiden ros og anerkendelse. De kan klæde sig provokerende eller overdrive sygdom for at få opmærksomhed. De kan også overdrive venskab og forhold, og de tror, at alle elsker dem. De kan virke manipulerende.


















Emotionelt ustabil (borderline) personlighedsforstyrrelse
Denne personlighedsforstyrrelse kaldes ofte bare "Borderline". Personer med denne lidelse er typisk impulsive og har svingende og stærke følelser. Deres selvopfattelse, dvs. deres fornemmelse af hvem de selv er, og hvad de står for, er svag. De føler ikke, de har en "indre kerne". De oplever ofte en intens indre tomhed, som de vil gøre hvad som helst for at slippe ud af. Mange gange dulmer de denne følelse med misbrug af alkohol eller stoffer. De kan være selvskadende og indgå i ustabile relationer med andre mennesker, som de ukritisk knytter sig stærkt til. Ofte har de mange partnere på kort tid, fordi de ikke kan bære at være alene.

De udviser konstant voldsomme stemningssvingninger og har ofte følelsesudbrud. Ofte udadreagerer de på stærke og ubærlige følelser og skader sig selv. Selvmordstrusler og selvmordsforsøg er hyppige. Deres tænkning er sort/hvid - dvs. uden nuancer. De indgår ofte i intense, konfliktladede forhold til andre, og de kan ikke se eller ændre dette mønster uden støtte udefra. De bliver hurtigt oprørte, når de ikke opnår det, de havde ønsket. De er intenst bange for at blive forladt eller svigtet af andre, fordi de derved bliver overladt til deres egen indre tomhed.


















Tvangspræget personlighedsforstyrrelse
Personer med denne forstyrrelse er ekstremt optagede af orden. De er perfektionistiske, samvittighedsfulde, og kan virke stive, optagede af detaljer og kontrollerende. Deres behov for at gøre alt "korrekt" forstyrrer ofte deres produktivitet. De fanges af detaljer og mister det store overblik. De sætter urimelig høje krav til sig selv og andre, og de er ofte meget kritiske over for andre, når disse ikke lever op til deres krav. De undgår derfor helst at arbejde i teams og mener, at de andre er for skødesløse eller er inkompetente. De undgår at tage beslutninger, fordi de frygter at gøre fejl, og er sjældent generøse med deres tid og penge. De har ofte vanskeligt ved at udtrykke følelser.


















Evasiv (undvigende) personlighedsforstyrrelse
Dette er personer, som er karakteriseret ved social angst. Personer med denne forstyrrelse føler sig ofte utilstrækkelige. De undgår derfor sociale situationer og søger jobs med ringe kontakt med andre. De frygter afvisning og er nærtagende og ængstelige for at de skal dumme sig overfor andre, samtidig med, at de længes efter at blive holdt af og accepteret. De overdriver de mulige vanskeligheder ved nye situationer for at slippe for at deltage eller være med. Ofte skaber de fantasiverdener, som erstatter den virkelige verden. Til forskel fra skizoide personlighedsforstyrrelser længes mennesker med undvigende personlighedsforstyrrelse efter at opnå sociale forhold til andre. Men de føler, at de er ude af stand til at opnå det. Derfor er ofte deprimerede og har lav selvfølelse.


















Dependent (afhængig) personlighedsforstyrrelse
Typisk for denne personlighedsforstyrrelse er ønsket om at blive taget vare på. De er uselvstændige, overlader ansvaret til andre, er hjælpeløse og utrygge uden en partner. De klynger sig til andre og er bange for at miste dem. De kan få selvmordstanker, når et forhold går itu. De overlader det til andre at foretage vigtige beslutninger for dem. De forbliver ofte i forhold, selv hvor de bliver mishandlede. De er meget nærtagende overfor afvisninger. De føler sig ofte hjælpeløse og deprimerede.

















Vinder af Aarhus Kommunes handicappris 2012
Den 3. december 2012 var en stor dag for Sindnet.dk. Initiativtageren Claus Antony Bang Andersen modtog Aarhus Kommunes handicappris, for sine initiativer der styrker kommunikation og nytænkning.

"Han har gjort en fantastisk indsats for en anonym gruppe, og vist hvordan internettet kan bruges som en god start på kommunikation mellem sindslidende"

Jacob Bundsgaard, Borgmester i Aarhus Kommune - Læs mere..
 
Medlemmer fortæller
Stor tilfredshed blandt medlemmer
I 2013 blev det besluttet at gennemføre en omfattende tilfredshedsundersøgelser blandt medlemmer på Sindnet.dk. Den viste, at mere end 90% enten er tilfredse eller meget tilfredse med Sindnet.dk som helhed. Læs den fulde rapport her.

 

1.000.000 gange tak for Sindnet.
Jeg er meget tilfreds med Sindnet. Jeg har virkelig lært/oplevet, at jeg ikke er alene i verden, den eneste der har det som mig.

Jeg har rykket mig meget fra at være super ”syg” til at have det langt bedre. Jeg vil forsat støtte Sindnet - Også selvom jeg en dag skulle ende med at blive ”rask", for det er virkelig et godt sted.

1.000.000 mange gange tak for Sindnet.

Anonym

Der findes STOR støtte og hjælp her.
Der findes STOR støtte og hjælp herfra. Vi står samlet, selv hvis vi bor i hver sin ende af landet. Det giver stor tryghed at vide, man ikke er alene og kan snakke med nogen, der kan hjælpe og støtte en.

Men jeg bruger det også til at få hverdagens stress og jag væk. Det er en dejlig ting, der gør godt for mange.

Jeg vil forsat være en del af Sindnet, ikke kun for at få hjælp, men også for at kunne hjælpe og støtte andre.

Jeg ville ønske, at flere kunne prøve Sindnet og derefter muligvis få det samme ud af det, som jeg har fået og så mange andre.

Der er også nogen, der kun er på ganske sjældent, men når de så kommer, så får de det, de har brug for, et sted hvor alle ved, at man kan have det svært.

Sindnet er vidunderligt. Jeg ville nok ikke have levet nu, hvis det ikke var for Sindnet og de dejlige brugere, der er her og deres hjælp/støtte.

Anonym

Ville begå selvmord, Sindnet reddede mig.
Jeg havde det for år tilbage rigtig svært og havde ikke lyst til at leve mere. En aften fandt jeg så Sindnet og skrev forsigtigt på brevkassen.

Det var det første sted i min sygdomsperiode, hvor jeg følte jeg blev hørt.

På et tidspunkt gjorde jeg det klart, at jeg ville tage mit liv og når jeg tænker tilbage, var det nok et råb om hjælp og hjælp fik jeg. For Sindnet havde kontaktet politiet som kom ud og fandt mig liggende på delvist bevidstløs på gulvet.

De reddede i bogstaveligt forstand mit liv og det er jeg evigt taknemmelig for.

I dag har jeg det godt, har fået opbygget et nyt netværk og min sygdom er under kontrol. Jeg bruger ikke Sindnet aktivt mere, men fra tid til anden vender jeg tilbage, for at se hvordan det går herinde.

Anonym

Super god!
Siden er allerede super god. Et tak ville være som en dråbe i en ørken, men jeg er glad for, at jeg har denne oase!

Anonym

Der er sagt fra overfor ballademagere.
Jeg har haft stor glæde af at blive medlem af denne service. Har oplevet det at jeg reelt fandt hjælp og gode medmennesker, der ikke har travlt med, at vi alle skal være ens, der er plads til os alle sammen, uanset hvordan vi er. Dog er der heldigvis sagt fra overfor ballademagere. Så dette kan godt anbefales, uanset om man har en psykisk sygdom eller ej. Og glæder mig faktisk ret meget hver gang jeg skal logge ind, for hvad venter der af glæder at få, dem finder jeg ret mange af her.

Mand fra Sydsjælland

Sindnet.dk er en vigtig del af mit liv.
Jeg syntes at sindnet.dk har været en vigtig del af mit liv, fordi jeg ikke behøver at være bange for at udtale mig om de problemstillinger jeg står over for. På almindelige chatsteder er anonymiteten meget vigtig når man er syg, det er ikke alle der forstår.

Almindelige chatsites er overfladiske og kolde, i sær når man melder klart ud, på sindnet.dk er der ligefrem en menu, hvor man kan fortælle hvad man kan klare og hvad der er problemet.

Også lidt det at man har et sammenhold i forhold til behandlerne, der er både negative men så sandeligt også positive synspunkter i forhold til systemet omkring os, i sin tid mente jeg at psykiatrien var uforståelig.

Mand fra Aarhus

Der blev taget godt imod mig.
Jeg begyndte at komme her på siden for nogle år siden, da jeg manglede nogen at snakke med. Og det fandt jeg. Der er altid blevet taget godt imod mig, og jeg har fået et værdifuldt indblik i en verden, nogle har svære ved at forstå. Nu kigger jeg ind en gang i mellem, men meget af min tid foregår uden for nettet.

Kvinde fra Østjylland

Jeg føler mig ikke udenfor.
Jeg syntes at sindnet.dk er et vigtigt redskab i min hverdag, fordi jeg ikke føler mig udenfor. Allerede fra første dag blev jeg budt pænt velkommen på chatten, mens jeg på andre chatsites har skulle chatte flere måneder før folk hilste på mig.

Jeg føler ikke at jeg skal undskylde over for andre at jeg er sindslidende, jeg ved de accepterer mig som den jeg er. Jeg er glad for at have fundet sindnet.dk, fordi jeg ikke længere føler mig udstødt af det samfund jeg lever i.

Jeg ser sindnet.dk som et moderne værested, men jeg mener at man på chatten mødes på et mere personligt plan, altså at man kommer ind under overfladen på folk. På væresteder ude i byen lærer jeg aldrig folk at kende privat, det er ironisk nok et mere et anonymt tilbud udenfor nettet end jeg føler det er på nettet. Her på Sindnet.dk har jeg mødt mig en sød kæreste og jeg er blevet venner med flere som jeg mødes med privat udenfor Internettet.

Mand fra Aarhus

Jeg fandt min kæreste på Sindnet.dk
Min kæreste og jeg fandt hinanden på Sindnet - nu er vi flyttet sammen. Han har så slettet sin profil senere hen, men det var egentligt ret sjovt at vi skulle finde hinanden her inde, for vi boede stort set lige ved siden af hinanden - og nu bor vi sammen! :D

Kvinde fra Vestjylland

Dejligt at Sindnet.dk er opfundet.
Da jeg oprettede min profil, havde jeg ingen forventning om at møde prinsen. Jeg havde egentligt bestemt mig for ikke at mødes med andre og bare chatte, men pludseligt var han der.

I starten besøgte vi hinanden i weekender men det udviklede sig, senere flyttede vi sammen og nu er vi så blevet gift.

Jeg er glad for jeg tog springet selvom jeg var besluttet på ikke at mødes med nogle online.

Det er dejligt sindnet er opfundet.

Kvinde fra Østjylland

Jeg har fået nogle rigtigt søde venner.
Jeg synes at sindnet.dk er en rigtig god side, fordi de folk der er på denne chatside, er nogle rigtig søde mennesker. Jeg er selv autist og derfor ikke så god til at holde vennerne ved lige, men her på siden har jeg fået nogle rigtigt søde venner, som ikke behøver at besøge mig og det er meget rart, da jeg som autist er meget optaget af mig selv.

Mand fra Midtsjælland

Et lys i mørket
Jeg har snart været her i 10 år og er meget aktiv, mine tanker går til alle jer der har været her i disse år. Det giver meget glæde at være her - i et godt og trygt fællesskab. Jeg har fået det rigtig godt mens jeg har været her, jeg føler mig i dag mindre syg og har det generelt godt i dag.

 


Sindslidendes Netværk | Sindnet.dk - for psykisk sårbare
Copyright 1997 - 2018 Claus Antony Bang Andersen, Alle rettigheder forbeholdes | Sindslidendes Netværk | Sindnet.dk - for psykisk sårbare | Vi er ikke en del af landsforeningen SIND
Sitemap   |   Facebook   |   Twitter   |   Google+   |   Linkedin   |   YouTube   |   Blog   |   Powered by SocialPlatform.dk